We Got CreepS

Startside • Op • Collection • Photo • For Sale • Link • Medlemmer • Artikler • Pasningsvejledninger • Terrarie og tilbehør

Chlorocola africana oertzeni

KOLBE 1895
Udbredelse: Tanzania
Størrelse, hun/han:  20/20 mm.
Æg til voksen: 4 måneder.

Arten er tidligere kendt som Smaragdesthes africana oertzeni, men slægten har for nyligt skiftet navn til Chlorocola. Billen stammer fra Afrika, nærmere bestem Tanzania.

Udseende:
Arten har, en for biller ret atypisk, ensartet irriserende lilla farve, der i den rette belysning changerer over i det rødlige/grønlige/blålige. Det virker som om fugtpåvirkning skubber farven over i det rødlige, noget man kan lægge mærke til hos hunner der kommer frem fra længere tids ophold nede i bundlaget. Det er en relativt lille bille, begge køn topper omkring de 20 mm.

Terrarie:
Da billen er ret lille af størrelse er der ikke brug for det helt store terrarium til at huse den. Til en lille flok på 5-6 dyr vil et terrarium på omkring 25x25x40 (lxbxh) være fint. Flere dyr kræver selvfølgelig mere plads. Billen er ret aktiv, de flyver glimrende og ofte.
   Terrariet skal indrettes med et antal klatregrene til dyrene, et passende tykt bundlag, mindst 15 cm, samt eventuelt en skål til foder.
   Det er væsentligt for billernes trivsel at der er en god belysning på terrariet 10-12 timer om dagen. Dette er også en god måde at hæve temperaturen i toppen af terrariet på. Den må gerne komme op omkring de 25-26 grader. Luftfugtigheden bliver holdt til den høje side grundet bundlaget der altid skal være let fugtigt.
   Bundlaget består af visne og halvt formuldede bøge og egeblade, der findeles og blandes op med 20-30 % spagnum. Som før nævnt skal det holdes fugtigt til alle tider. De voksne biller spiser (over)moden frugt, jeg bruger primært banan. Larverne lever af bundlaget.

Livscyklus:
Når billerne bryder frem fra kokonen begynder de hurtigt at parre sig, og hunnerne graver sig herefter jævnligt ned i bundlaget for at lægge æg. Æggene klækker efter et par uger, og når larven har gnasket sig gennem tilstrækkeligt mange visne blade og skiftet ham 3 gange, laver den sig en kokon og forpupper sig. Puppestadiet varer 1 - 1 1/2 måned hvorefter den nye bille bryder frem. I alt tager det ca. 4-5 måneder fra æg - voksen bille.
   Jeg plejer at fjerne larverne fra terrariet og lade dem vokse op i opvækstkasser. De kan gå ganske mange sammen heri. Kokonerne piller jeg fra og placerer en anelse mere tørt end larverne. Det er vigtigt at behandle dem varsomt, da billen er ret sårbar under metamorfosen.

© Sofus Ryge Petersen