Telodeinopus aoutii

We Got CreepS

Startside • Op • Collection • Photo • For Sale • Link • Medlemmer • Artikler • Pasningsvejledninger • Terrarie og tilbehør

Telodeinopus aoutii

Demange 1971
Udbredelse: Togo, Ghana.
Længde: 180 mm.
Bredde: 8 mm.
Segmenter: 68 - 73

Jeg købte en lille flok af disse tusindben i sidste halvdel af 2001. Jeg har siden haft fornøjelsen af at se dem skifte ham, parre sig og senest også fået en del små unger ud af dem, så et eller andet har jeg gjort rigtigt med hensyn til pasningen og de forhold de går under.
Først lidt om arten. Jeg købte dyrene, i alt 8 stk. Under navnet Spirobolus sp. Dette viste sig dog hurtigt ikke at være det korrekte navn. Da arten er ret karakteristisk i farvetegning og ydre fremtoning fik jeg dog ret let skudt mig ind på hvad navnet så eventuelt kunne være, og med hjælp fra Peter Decker kom jeg frem til Telodeinopus aoutii. Arten er første gang beskrevet af Demange i 1971, altså en relativt ”ung” art. Den er hjemhørende i Vestafrika; Togo og Ghana.
Da jeg både har set hyppige parringer og unger i terrariet, tør jeg godt konkludere at mine dyr nu er voksne. De længste er ca. 18-20 cm lange men relativt slanke; 7-8 mm i diameter. Benene, der er stribede i sort/hvid, er lange og tydeligt beregnet til at holde dyret fast til underlaget. Det kan være lidt af en kamp at få et af disse tusindben til at slippe en gren eller et stykke kork hvis det ikke selv vil. Kroppen er farvet i brunligt olivengrøn med kobberfarvede striber ved leddene. Som unge er dyrene generelt mere blege og mere jævnt brunlige.
Da jeg modtog mine eksemplarer var de som før nævnt ikke voksne endnu, de største var omkring 12-14 cm. Jeg puttede dem i en Plast-Team boks med 10 cm fugtig spagnum blandet op med lidt blade og forvitret træ og et stykke korkbark de kunne gemme sig under. Jeg fodrede dem med grønt og frugt, fiskeflagefoder, hundekiks og lidt ekstra visne ege og bøgeblade ind i mellem. Det viste sig hurtigt at de satte pris på både blade og det frønnede træ i substratet, så jeg valgte at skifte bundlaget ud med et rigtigt ”skovbundsmix”, det vil sige masser af forvitrede visne blade og frønnet forvitret træ; direkte fra den gode danske løvskov. Det viste sig at være et godt skift. Dyrene omsatte hurtigt en del af bundlaget og virkede generelt sunde. Jeg tilbød dem stadig lidt frugt, grønt og fiskeflagefoder/hundekiks samt et stykke sepiaskal som kalktilskud.
Efterhånden som tiden gik og tusindbenene skiftede ham et par gange blev boksen lidt for lille til dem og jeg flyttede dem over i et større terrarium på 34x34x34 cm. Jeg havde i den gamle boks bemærket en stadigt voksende kultur af små skolopender, ca. et par centimeter lange, der spurtede rundt og fangede smådyr i bundlaget, som jeg ikke havde steriliseret på nogen måde. Da der efterhånden var en chance for at tusindbenene ville begynde at parre sig og lægge æg, syntes jeg ikke det var så smart med disse små ubudne gæster, så jeg smed det gamle substrat ud og erstattede det med et nyt af samme type, denne gang dampkogt i 15 min for at slå eventuelle ”skadedyr” ihjel. Ulempen ved at koge bundlaget er at det meget let mugner efter et par dage da der kommer ubalance i de mikroorganismer der ellers holder hinanden i skak. Det skete også hurtigt her. Stort set hele terrariet blev overtrukket med fin pels. Jeg var lidt nervøs for om det ville skade dyrene, men det så ikke ud til at være tilfældet. Tværtimod spiste de en del af de mugne overflader på de større stykker træ i terrariet.
De første par måneder i det nye terrarium opholdt dyrene sig som sædvanligt under det store stykke korkbark og kom stort set kun frem om aftenen for at spise lidt af grøntfoderet og kravle lidt rundt. Lidt efter lidt begyndte de at grave sig længere ned i det 15-20 cm dybe bundlag hvor de hver lavede sig et lille kammer hvor de lige kunne ligge samen rullet. Her opholdt de sig stort set konstant i 2-3 måneder. Jeg gravede lidt ned i bundlaget for at kigge til dem i ny og næ, men ellers så jeg dem slet ikke i lange perioder og foderet blev ikke rørt. Dette skete i det tidlige forår, og der begyndte først at komme liv i dem igen først på sommeren. Så kom der til gengæld også temmelig meget liv i dem. De var i de efterfølgende måneder ofte fremme midt på dagen, spisende eller kravlende rundt. Jeg observerede også regulære parringer flere gange. Denne, for tusindben, hektiske periode varede et par måneder hvorefter aktivitetsniveauet er faldet til det mere normale igen. De virker dog stadig mindre modvillige til at komme frem midt på dagen end de gjorde før.
Jeg havde selvfølgelig håbet på at al aktiviteten og parringerne også ville føre nogle unger med sig. Jeg ville ikke grave rundt i bundlaget på jagt efter æg eller unger da jeg ikke ville risikere at skade eventuelle æg-kamre. Tålmodighed og natlige ekspeditioner med lommelygten var vejen frem. Og endelig er der unger. Midt på efteråret 2003 så jeg de første små minitusindben. De var omtrent lige store (små), ca. 5-6 mm og helt blege, men tydeligt ”tusindbenagtige”, altså ikke helt nyudklækkede. De opholdt sig i det fugtige mørke under det store stykke korkbark, men man kunne lige komme til at lyse ind under i den ene ende med en lommelygte, og der kravlede de rundt.
I starten af 2004 er der lige omkring 80 små tusindben i terrariet. De opholder sig en del fremme når der er mad (agurk/æble/squash) til stede. Ungerne er kommet frem i to omgange, og hver gang er de kommet frem nogenlunde samtidig og på samme sted. Dette forleder mig til at tro at de er klækket i et fælles kammer nede i bundlaget. Der har de så opholdt sig et stykke tid før end de er begyndt at kravle ud.
Til sidst kan jeg oplyse at terrariet står ved en god stuetemperatur, ca. 23 grader, hvilket det har gjort de sidste 1 ½ år. Det står lidt halvmørkt og der er ikke noget lys over det. Luftfugtigheden bliver holdt ret høj gennem vanding af bundlag og daglige duschninger med en blomstersprøjte. Nu da der er små unger har jeg lukket af for den forreste ventilation i terrariet for at hæve luftfugtigheden endnu en tak. Små tusindben er væsentligt mere udsat for dehydrering end store tusindben. Jeg er begyndt at anbringe dele af grøntfoderet direkte på bundlaget da ungerne på denne måde lettere kan komme til det. Det er med denne art nødvendigt at fylde lidt ekstra op med bundlag ind i mellem, da de som sagt spiser en del af det.